Vilkår
Vilkår for influencer-programmet
Senest opdateret 7. september 2026
Disse vilkår gælder for dit samarbejde med Kjeldgaards ApS (CVR 43509829) som influencer i vores program. Din personlige samarbejdsaftale går forud, hvis den siger noget andet.
1. Sådan tæller et salg
- Et salg registreres på dig, når kunden klikker på dit personlige link og køber inden for 30 dage efter klikket. Det er det seneste klik, der tæller.
- Sporingen sker i vores affiliatesystem (GoAffPro). Systemets registrering er afgørende for, hvilke salg der tilskrives dig.
- Egne køb, køb fra din husstand og køb, der er skabt ved vildledning, misbrug af rabatter eller falsk trafik, giver ikke kommission.
2. Kommission
- 35 % af varebeløbet (før fragt og efter rabat) på kundens første køb hos os.
- 10 % af varebeløbet på den samme kundes senere køb, så længe kunden er knyttet til dig i systemet.
- Kommission beregnes af det beløb, kunden faktisk betaler for varerne — altså prisen med moms, men uden fragt. Fortryder kunden sit køb inden for den lovpligtige fortrydelsesret, og kommer varen retur i en stand, vi kan sælge igen, bortfalder kommissionen på den ordre. Er varen defekt, eller kan kunden ikke tåle den, beholder du din kommission.
3. Godkendelse, bilag og udbetaling
- En kommission godkendes, når kundens fortrydelsesret er udløbet, og kunden ikke har fortrudt sit køb.
- Du sender ikke selv faktura. Kjeldgaards udarbejder hver måned et bilag til dig i Influencer-Portalen for den godkendte kommission (og honorar for et første samarbejde).
- Er du momsregistreret, udstedes bilaget som afregningsbilag med selvfakturering efter momsbekendtgørelsens § 70 på grundlag af den aftale om selvfakturering, du godkender i portalen. Du godkender hvert bilag, før det gælder, og skal oplyse dit CVR-/momsnummer. Vi kontrollerer momsregistreringen løbende.
- Er du ikke momsregistreret, udstedes en udbetalingsopgørelse uden moms. Beløbet er B-indkomst: der er ikke indeholdt skat eller arbejdsmarkedsbidrag, du er selv ansvarlig for din skat, og Kjeldgaards indberetter beløbet til eIndkomst med dit CPR-nummer, som loven kræver.
- Godkendte bilag udbetales, når den samlede saldo er mindst 500 kr., til den konto, du har oplyst i portalen.
- Produkter, du modtager som led i samarbejdet, er skattepligtige for dig til markedsværdi og indgår i indberetningen.
4. Dagligt loft
Vi kan sætte et dagligt loft for antal salg, mens vi lærer dine kunder at kende, og for at vi ikke løber tør for varer. Salg ud over loftet registreres stadig på dig, men holdes tilbage, indtil vi har godkendt dem manuelt. Loftet vises i portalen og nulstilles hver dag kl. 00.00 dansk tid.
5. Reklamemarkering
Du er selv ansvarlig for, at dine opslag, stories og videoer om os er markeret som reklame efter markedsføringsloven. Vi har samlet reglerne kort under Sådan markerer du dine opslag. Manglende markering kan medføre, at kommission tilbageholdes, og at samarbejdet ophører.
6. Ophør
Begge parter kan opsige samarbejdet med det varsel, der står i din samarbejdsaftale. Godkendt kommission udbetales efter reglerne ovenfor. Vi kan afslutte samarbejdet med det samme ved misbrug eller væsentlig misligholdelse.
7. Ændringer
Ændrer vi vilkårene, får du besked pr. e-mail mindst 14 dage før, de træder i kraft. Du kan altid gemme eller udskrive denne side.
Spørgsmål: info@kjeldgaards.com